Implantater

Implantater som erstatning for mistede tænder, er i dag en almindelig anerkendt og hyppigt anvendt behandlingsmulighed. Som udgangspunkt kan næsten alle få foretaget implantatbehandlinger, selvom der kan være forhold hos den enkelte, der bevirker, at en implantatbehandling ikke er velegnet.

Undersøgelse hos tandlægen vil afgøre, om en implantatbehandling er det rette for dig.

Et implantat er en kunstig tandrod, som indsættes i kæbeknoglen. Implantater fremstilles af titanium, da titanium har den egenskab, at det kan vokse fast i kæben.

Alder har ingen betydning i forhold til værdien af en implantatbehandling. Da implantatbehandling, i modsætning til broer, ikke involverer andre tænder i munden, er den at foretrække, hvor nabotænderne er friske og sunde.

Implantatbehandlinger hos os foregår på den måde, at en specialtandlæge i kirurgi foretager isætning af implantatskruen i kæben. Vi mener, at det sikreste resultat opnås ved at en specialist foretager dette indgreb. Efter indheling af skruen sætter vi implantatkronen på her på klinikken.