Plastfyldninger

Plast er i dag det mest benyttede fyldningsmateriale. Plasten har de gode egenskaber, at det er æstetisk flot, tandfarvet, og at det bindes direkte til tanden uden mekanisk retention. Dvs, at det ikke længere er nødvendigt at bore så meget i tanden , for at få fyldningen til at blive liggende.

I nogle tilfælde bores næsten ikke, som f. ex v slidte tandhalse, der fyldes op med plastmateriale. Til gengæld kræver plastfyldninger en omhyggelig teknik under fremstillingen, for at være langtidsholdbare.

Plast er pga den limende effekt også velegnet til tænder, der har tendes til at revne, og til rodbehandlede tænder. På sigt er det dog bedst at forsyne svage, rodbehandlede tænder med krone for at beskytte dem bedst muligt mod at knække.

Tidligere benyttede man fyldninger af amalgam.

Disse fyldninger  indeholdt bl.a. kviksølv, som før eller siden havnede i naturen, og dermed medvirkede til forurening af miljøet. Amalgam som tandfyldningsmateriale har i mange år været forbudt i vore nabolande mod nord, og Sundhedsstyrelsen har da også vedtaget, at amalgam her i landet kun må benyttes, hvis det ikke er muligt at tørlægge tanden.